Oliesheik, lokalt besøg og babytøj på snoren.

Det her blev så ugen hvor der efter en del år uden, atter hængte babytøj på vores tøjsnor....

.... her er så grunden til babytøjet - Maria - En sød lille pige som just er ankommet til børnehjemmet og som Camilla er blevet sponsor for og har tabt sit hjerte til. 

Egentlig ville jeg have blogget en gang eller to i løbet af ugen, men al min koncentration ( og tålmodighed ) desangående, blevet brugt på at blive bare nogenlunde dus med UCC dagbogen.... aaaarhg !!!! men nu har jeg vist vundet livtaget ;)
Der er rigtig meget at skrive fra denne uge, så for at indlæget ikke skal blive alt for trættende, får I kun halvdelen af ugen idag ;) 

Hverdagen går jo med skoledage som udgangspunkt....

....en flittig studerende i skolebandaen. 

Tirsdag skulle vi på det ugentlige marked i Nyendo. David som chauffør,  Camilla for at finde babytøj og jeg for at kigge efter noget til Marcus og Rebecca.
Det kræver lidt energi at støve bunkerne igennem i håb om at finde noget brugbart, så man orker ikke at være der så længe. Der ud over er man jo et tilløbsstykke, ud over Mama Ruth var vi de eneste Muzugoer på markedet og når man vendte sig om kunne man opleve en flok børn der bare stod og kiggede på de tossede Muzungoer der traskede rundt midt i mylderet.
Camilla bliver rigeligt flateret synes hun: Hello Muzungo, I love you, er bare en af sætningerne....

David derimod er vi ved at være lidt betænkelige ved at have med, han får sig altid rodet ud i et eller andet. Men jeg rodede i tøj stod han og snakkede med en mand lidt derfra og brokkede sig på dansk vis over konen der brugte lang tid på tøjstakkende hvortil manden replicerede: Hvis du er trær af hende så tag en anden, jeg har en søster du kan få.
Ha, ha, ha, jeg ville gerne have set Davids ansigt ;) den havde han vist ikke lige set komme! 

Vores lille misling har 1 uges jubilæum i fam. Klit og vokser godt.

Her er det mor der er igang med sutteflasken. Man skal have kattepoterne godt pakket væk ellers puffer den konstant flasken ud af munden på sig selv.

Onsdag var en begivenhedsrig dag og en dag der går over i historien for vores afrikanske venner her. Opstillingen her er grundlaget for at omdanne plast til olie. Plasten er i tønden under hvilken der fyres godt op, der dannes en gas som ved nedkølning ( sker når gassen kommer over i plastdunken med vand i bunden) omdannes til olie. Stor var jublen da den blev brugt i parafinbrænderen til at varme vand op med. 

Rebecca får her en snak med Thomas mens de klemmer plastik fladt så det kan gå ned i tønden. Det er en simpel idé som giver god mening, lad os se hvad den kan udvikle sig til.

Senere på dagen var vi budt på aftensmad hos Thomas og hans familie, der foruden hans søde kone Junice tæller 5 raske drenge. Her sidder vi i stuen, som foruden det I ser her, indeholder endnu en sofa i venstre side og en stol nederst i billedet. Jeg sidder med deres yngste søn, David Carsten, og bag mig er en køjeseng hvor to af drengene sover. 

Til venstre i stuen er en døråbning med et forhæng bag hvilket der gemmer sig et lille værelse med plads til en køjeseng, et køkken, uden indlagt vand og gas og et soveværelse, døren bag Thomas fører ud til gården hvor deres fælles lokum findes, det deles med de 3-4 andre familier der bor omkring gården. Strøm har de efter kl 19, da den går på skift mellem de forskellige beboere.... 

Det er et rent og pænt hjem og en god standart på de her kanter. 

Maden var lækker og bestod af pasta, ris og en kryddersovs med oksekødsterninger, stegt græskar og tjapati - alt sammen tilberedt på ildstedet udenfor i gården og hældt op i pæne stålgryder inden serveringen som foregik på det lille sofabord i stuen. 

Ude i gården foregik også babyvask, tøjvask, opvask og alm. hyggeligt samvær.

Mens vi sidder og snakker i stuen kommer naboens dreng pludselig ilende ind med to kaniner han står og svinger med - det er nogle Thomas har bestil til fam. jespersens børn - hehe, det var et livligt sted og et hjem fyldt med varme og smil. 

Vi kunne ikke spise al den mad hun havde tilberedt selv om vi gjorde hvad vi kunne. Det var kun os og Thomas der spiste, de andre var ude i gården og kom ind og sagde hej ind imellem. Når så vi var gået var det deres tur til at få mad. Det vidste vi godt, derfor spiste vi ikke mere end vi følte os nødet til. Det var en dyr middag for dem og de har virkelig brugt af sparepengene, alligevel måtte vi ikke gå uden at få den tjapati og de bananer med vi ikke kunne spise, det var jo tilberedt til os.... hvilken gestus, den var lidt svær at tage imod, men det havde været meget uhøfligt at afslå. 

Rebecca har taget nogle billeder med mit kamera, dem får I lige fornøjelsen af at se, før jeg takker af for idag ;) 

Resterne af min store blomsterbuket....

Facineret af farvespillet der dannes af solens stråler...

En typisk diset morgenudsigt. 

En kig i tunnelen som er blevet en seværdighed blandt de lokale. Vagterne har af og til vist den frem til nogle der har været på grunden her... til stor beundring og morskab. Tænk at det er børnene der har lavet den og så uden nogen grund, det virker altså lidt tosset ;) 

og med et billede af Snowy Jespersen vil jeg takke af for nu - vi høres snart ved igen....