Catwalk, bryllupsdag og et får på boda-boda

Jeg ved godt jeg skriver det hver gang, men det er virkelig utroligt som tiden løber afsted. Den ene uge tager den anden og det er bare om at følge med og få alt hvad man kan ud af hver eneste dag.

Vi nyder stadig – og faktisk mere og mere – livet her i Masaka.

For min del er jeg jo egentlig ikke den store opdagelsesrejsende, men er mere til de nære oplevelser. Marcus og Rebecca har det på samme måde, så vi plager ikke om at komme en masse rundt omkring – dog lidt skal der jo ske og lidt skal vi da også se af det som omgiver os. Børnene gider ikke køre ret langt, hvilket jeg faktisk godt forstår med de veje der er på disse kanter, vi når nok også det vi gerne vil inden vi kommer til den 30. Maj hvor returbiletten skal indløses.

Ugen har været dansk-præget da her har været en del danske gæster. Faktisk kunne vi mønstre knap 30 danskere i Masaka ( måske er her nogle vi ikke ved om ) forleden dag da Ruth og Miriam inviterede til fødselsdag. Det var en hyggelig aften med lækker mad og skønt samvær. 

Ruth er en gavmild og hjælpesom kvinde der altid er igang for alle andres skyld, så jeg forsøgte at få lov at lave mad så hun kunne slippe. Maden havde hun dog udliciteret, så jeg snuppede desserten og bordopdækningen. Camilla og Rebecca var trofaste assistenter og sammen fik vi kreeret lidt ekstra hygge til Mama Ruth.

Onsdag var testdag og efter skolearbejdet var gjort tog vi ned i café Frikadellen for at teste de hakkebøf Grandma Susanne havde lavet i samarbejde med kokken, der jo skal køre menuen videre.

Resultatet blev rigtig godt og både kokken og Susanne havde haft en fornøjelig formiddag i hinandens selskab.

Marcus og Camilla sammen med caféansvarlig Aggie, der fik lært at sige Hakkebøf, selvom hun ikke vidste hvad et Ø var ;) men hun synes jo hun var nødt til at kunne udtale menuerne. 

Vores lille flaskebarn trives godt og er bare blevet super kælen. Her til aften tumlede den rundt ude på terrassen og da Rebecca rejser sig for at gå over til Jespersen drøner den efter hende hele vejen på sine små ben og med halen strittende lige i vejret som antennen på en fjernstyret bil – det var slet ikke til at stå for. 

Den frembringer mange smil og betyder meget for Rebecca især.

Rebecca har som sædvanlig gang i en masse kreative udfoldelser. Hun har snittet en lille fugl ud af en pind og efterfølgende malet den.

 Hun finder en masse teknikker på youtube til hendes forskellige ideer og kaster sig så ud i projektet – resultatet bliver som oftest rigtig godt.

(manden bag på bodabodaen sidder med et levende får overskrævs på skødet) 

Torsdag gik turen til Kampala som ligger 130 km herfra, det tager ca 2,5 – 3 timer at tilbagelægge strækningen og skal man retur samme dag – som vi af vanvare kom til at gøre denne gang – og af sikkerhedsgrunde kun køre når det er lyst, skal man afsted fra morgenstunden af. Vi kørte kl 8.00 efter at have afleveret vores lille mis i dagpleje omme hos Maja og Jesper ( lærere i den danske skole) og til vores store begejstring tog turen kun 2 timer derind.

Vi var rundt i et par forskellige supermarkeder for at købe noget af det vi ikke kan få her i Masaka. Vi fik held af at købe en hel del pålæg til, især, marcus store begejstring. Jeg tror vi skal fejre det med at bage et rugbrød af den melblanding Alex forærede os før han rejste tilbage til DK og måske invitere hr. Og fru Jespersen over for at nyde det med os.

Da sulten meldte sig fandt David og Camilla en rigtig god restaurant hvor vi nød vores frokost. 

Det var lækker mad og godt mætte begav vi os atter ud i Kampala vilde bytrafik for at finde en musikforretning hvor vi havde lovet Carsten at afhente et klaver de havde fået sponsoreret. Det lykkedes, efter at et meget oprevet betjent i et af de store lyskryds, havde vinket os op på fortorvet for på bedste pædagogiske vis, at forklare David hvad der sker når man tager et højresving ( svarer til et dansk venstre) mens der stadig er rødt.... David havde haft lidt svært ved at overskue trafikken, da man ikke altid kører efter lysregueringen, derfor fulgte han to bodabodaer der holdt foran....  Han bukkede og skrabede og undskyldte i en uendelighed, bad om tilgivelse og jeg ved ikke hvad..... Politimanden endte sandelig med at tilgive David hans brøde og guidede os atter ud i trafikken.

Pyha, han kunne både have forlangt en klækkelig bøde og have inddraget Davids kørekort.....

På vores vej tilbage holdt vi ind et sted for at købe tre kalabas til Rebecca, dem er hun så igang med at udfolde sin kreative ideer på.

Vel hjem og totalt trætte dejsede vi om på sofaen og glædede os over den mad Ruth havde foræret os, som bare skulle opvarmes og konsumeres – hun kan nogle tricks hende Mama Ruth ;)

Fredag kunne vi fejre 21 års bryllupsdag, hvor er alle de år dog blevet af – det er helt vildt. Vi snakkede lidt om hvad vi havde forestillet os vores liv ville bringe, da vi giftede os – vi forestillede os vist ærlig talt ikke så meget og alligevel, eller måske netop derfor, har vi oplevet enormt meget.

Vi er begge fyldt af dyb taknemmelig og en stor glæde over det liv vi får lov at leve sammen.

Carsten og Ruth inviterede os med på Frikadellen i anledning af dagen og var i det hele taget meget gavmilde over for os.

Den smukke buket havde David købt til mig i Kampala. Her i Masaka kan man ikke købe friske blomster og jeg er ikke ligefrem vild med kunstige blomster ;) 

Dagen idag har stået på noget så trivielt og nødvendigt som rengøring i banda 4 – det gav varmen. Temp. har sagt 29 grader i skyggen og når gulvvasken så foregår på alle 4, eller alternativt på lokal vis med enden i vejret, så fryser man helt sikkert ikke ;) Jeg belønnede da også mig selv med en tiltrængt nedkøling i poolen inden vi var en tur forbi det beskedne danske bibliotek på den danske skole – det lykkedes os at finde lidt bøger. Hurra for dem der har ladet dem stå til andre læsetrængende danskere.

Nu er mørket faldet på, varmen er taget af og vi hygger os til lyden af ”Far til fire, for fuld musik”.

Billedet herover har marcus taget, det er ikke et spindelvæv, men vores loft i kip.

Endnu en dejlig uge er til ende – næsten og vi glæder os over de oplevelser og glæder den gav, midt i den virkelighed det er at være familie på både glæder og udfordringer.

Glæden ved - at være en del af et fællesskab, kunne være til glæde for mennesker omkring os og nyde det andre bibringer til vore liv – den er ægte og dyb. Vi har lært mange mennesker at kende hernede, nogle dybere end andre selvfølgelig, men for alle gælder det, at vi nyder fællesskabet.

Nogle af de lokale som vi ser ofte er vi også kommet til at kende bedre og det er enormt beringende at dele liv, tro og kultur – det er noget af den største gave jeg kan få, at lære nye mennesker at kende.

Nå, nu er der vist tastet nok fra min side – find glæderne midt i den måske trivielle eller udfordrende hverdag, de er der i større grad når man kigger efter dem. 

Fødselsdag, nydelse og skønne børn

.....hold da op, tiden flyver bare afsted og pludselig er der gået en god uges tid siden jeg sidst har været forbi her på bloggen. 

En del af sidste uge stod i fødselsdagens tegn. Rebecca fyldte 12 år i onsdags og det skulle fejres, spørgsmålet var bare lige hvordan, når man ikke kan invitere dem man plejer at have med og når klimaet er helt modsat det man er vandt til.

Vi kom frem til at lave et lille kagebord ved poolen og invoterer Joshua, Daniel og Louise til fest. Det blev en rigtig hyggelig dag og Rebecca nød den i fulde drag. På det øverste billede sidder hun og vifter med 20 000 hun har fået i gave ;) uganda Shilllings er en herlig ting ;) 

Camilla valgte at bruge dagen hjemme for at fejre hendes lillesøster - hvilket betød rigtig meget for Rebecca. Det var også rigtig hyggeligt at have en kage-bage-assistent.

Dagens kagebord bestående af banan- og chokoladekage samt lagkage, der pulverfløden taget i betragtning, blev ganske lækker.

I løbet af eftermiddagen kom der lidt forskellige mennesker forbi der hjalp os med at få sat kagen til livs. 

En af gaverne hun havde ønsket sig var et ugandisk musikinstrument.

Inden vi rejste have vores gode venner Ann og Flemming givet os en overlevelsespose med, hvis segl først måtte brydes når vi savnede Danmark. Vi blev enige om at Rebecca kunne åbne den og stor var glæden da der dukkede flag, dansk slik og en jumbobog op - så tusind tak for den gave.
Slikke blev delt ud i små portioner så der er til nogle gange, man lærer virkelig at sætte pris på lakrids og matadormix.

Dagen sluttede vi af med at spise på café Frikadellen sammen med Louise. Mens vi ventede på maden var der gang i Rebeccas nye safarispil - og selskabet var noget mere muntert end det her billede lader tro ;) 

Vores lille killing trives og er rigtig sød. Hun skal have mad en del gange i løbet af en dag, men det er ok for det er lidt jhyggeligt at sidde og give hende flaske ;) 

Ugen har været fyldt med mange gøremål og små og store oplevelser. Hverdagen har for alvor bidt sig fast og vi skal huske at skabe små åndehuller til os selv midt i det alt sammen. Vi nyder livet her og hjemveen har vi ikke mærke til på det sidste. Om end børnene nødig indrømmer det, virker det til at de efterhånden er faldet helt til og nyder deres hverdag her under fjerne himmelstrøg.

I UCC arbejder der en ung mand som hedder Gavin, han er en del her på grunden hvor han laver morgenmad og serverer for de overnattende gæster. Rebecca og ham har en del sjov sammen og en dag kom han med denne lille fugl der sad og var syg, den var dog ikke mere syg end den fløj ud af hånden på Rebecca ved en høj lyd og derefter baskede rundt oppe under vores 6 m høje loft, til det lykkedes David at fange den med nettet fra poolen.
Den var svækket og klarede desværre ikke skærene.

Et par dage i denne uge har jeg har været på Babyhjemmet sammen med bl.a. Camilla. Her står hun med hendes to små darlings baby-Maria og Pricilla.

Hun har sine små venner, som Mama-erne kalder dem og de græder hjerteskærende når Camilla tager hjem igen. Igår mente de voksne at hun skulle have en seng så hun kunne bo derude.

.....der er da ikke noget at sige til de holde af hende. Baby-Maria er den sidst ankomne, en lille pige på ca 1,5 år der blev efterladt foran en katolsk kirke i byen og lå der alene en nat indtil børneforsorgen blev kontaktet og hun blev overdraget til UCC. En ulykkelig skæbne for både mor og barn. Hun blev lagt der om etfermiddagen mens en flok børn rendt og legede. Moren spurgte om de ville holde øje med hende til hun kom tilbage, hun kom bare ikke....
Maria kunne slet ikke bruge hendes ben da hun kom, de var bare små slappe stænger der hængte ned, nu begynde hun så småt at bevæge dem, men hun er ikke glad for at blive trænet, det gør jo indt at træne muskler op.
Camilla blev den ene af hendes to sponsorer og de to er blevet rigtig glade for hinanden. Hvor slemt bliver det ikke for begge når vi rejser tilbage...uhha - eller banange, som det hedder på luganda når der sker noget ekstra skidt elller godt. 

Børnene på babyhjemmet er også glade for David. Han afleverer og henter Camilla derude flere gang i ugen og laver altid sjov med børnene når han kommer forbi. Når de ser ha komme ind gennem porten kommer de drønende mod ham imens de råber: Davidi, Davidi og kæmper om opmærksomheden.

Lørdags var vi derude sammen med Henning og Johanne fra Dansk OASE, de havde to store kasser nyt tøj med de havde fået sponsoreret. Det vagte selvsagt stor begejstring hos børnene og de fik hurtigt gang i den helt store manequin-optræden.

Her er det Josephine der stolt viser sit nye tøj frem. Hun dansede også for os, det filmer jeg en dag, det skal I se. Hun havde bare fuldstændig styr på det med hofterne, hold op hvor var det skønt at se på.

I kassen var der vel 40 bodystockings af denne her model, det er skønt for dem at have på når de render og leger. Igår da vi besøgte dem var alle klædt i dem og grinende sagde mama Rose at de havde fået uniformer.

 

Sam, som er hjemmets ældste dreng, var meget glad og stolt over sit nye tøj, der var endda et par knæstrømper som kun han kunne passe, så har var gennem ekviperet.

Hope sad og nød hele forestillingen, der var også tøj der kunne passe hende, men det ænser hun ikke, stemningen mærkede hun tilgengæld og den bekom hende vel. Hun kom helt forkrøblet til babyhjemmet men har siden fået lært at gå selv og kan på den måde være lidt med i det der sker. 

Igår blev første spasestik til en sandkassen taget. Her er Edisson ved at støbe den pæl der skal holde parasollen over sandkassen. Det er spændende at se på og for et øjeblik var ballondansen glemt.

I må lige trækkes med et par ekstra foto-shots af børnene, de er altså bare herlige. Tænk hvad kærlighed og mad gør for et menneske.

David og Pricilla.

Nicolas med ny bluse og en sej hat.

Henry med sin nye hættetrøje. ( tåren skyldes bare at hans øjne løb lidt i vand)

Jeg vil slutte for nu med dette herlige billede af en flok børn der af forskellige grunde ikke lever med deres familie, men her har fundet et sted med kærlighed og omsorg - et stort vidnesbyrd.