torsdag den 26. maj 2011

Hjemmelavet is, blåbær og flere bukser - og ligeen opskrift på birkes

Aah, idag dufter det af forår - vinden er løjet af og blevet lidt lunere - og så har jeg ikke den surbundsspagnum jeg ville plante min blåbær i, så nu må jeg blive inde og rydde op i stedet ... :(  Jeg fik en dejlig Duke blåbær af en skøn kvinde og jeg glæder mig til at få den sat i haven.  Før jeg sætter den skal jeg prøve at tage nogle små grene som stiklinge i små potter - det forlyder at det skulle være nemt at få til at lykkes, så jeg er spændt :) Tak Anette - glæder mig allerede til blåbær :P uuhm !!


De kommer til at stå på rækken ved siden af mine små hindbærplanter - som jeg fandt på tilbud til en tier stykket i superbedst - det bliver et rigtig hyggeligt læhegn for mine plantekasser  - nu skal de bare skynde sig at vokse sig store så de kan give læ og jeg kan lave stiklinge af dem :)


ja, de er der altså mellem græsset  - og der er gravet fri rundt om dem så de kan få godt fat :)
Jeg elsker bærbuske - mest for deres bær, som er så lækre til alt muligt :P



Et par hyggelige sommerbukser mere blev det til igår - synes selv de blev meget søde - syet af en stofrest og påsat lommer og kanter fra et par for-små-bukser vi klippede op :)



 Pandekager blev det også til. De to yngste kokke indtog køkkenet og klarede selv opgaven til ug :)
En dejlig beskæftigelse er det, både at bage og at spise dem :P
Arbejdet blev skyllet efter med rigeligt vand - det afgiver nemlig en del varme at bage pandekager i små bitte pander der slet ikke dækker varmezonen på komfuret :)
Pandekagerne fik en rigtig flot farve da vores hønseæg har en meget gul blomme - og det er altså bare sjovt at have sine egne æg:)  Aftalen er, at vi betaler foderet og får så de æg der bliver produceret - så er alle tilfredse.


Her til kaffen blev det så lige tid til at grave en hjemmelavet portionsis frem. Det er flødeis med chokolade og marcipan fyld i udhulede appelsinskaller - uuuhm, det er lækkert og Miriam og jeg kunne snart blive enige om, at det lige var sådan en vi trængte til.

Det er en opskrift jeg har fra min mor, den er super nem og meget lækker. Man laver isen og tilsætter så det fyld man har lyst til.
Opskriften giver ca. en liter færdig is og passer til ca. 6 personer.

Mor-Bettys is:

½ liter piskefløde
5 pasteuriserede æggeblommer
4 spsk flormelis
1 spsk vanille

Pisk fløden lige nøjagtig stiv, ikke for meget, for så mister den noget af sin volume.
Pisk blommer, flormelis og vanille grundig sammen, til massen er tyk og lysegul - hellere for meget end for lidt.
Vend det sammen og tilsæt fyldet. Hældes i en form der kan rumme en liter. Det kan være alt fra randforme, plastikskåle, sandkageforme til de fine stabelforme fra tupperware - giv det lige den facon du synes.
Hvis du vil lave en lagkage, finder du blot skåle i forskellig størrelse og fryser flere portioner ned. Når de skal bruges tages de ud af formene og stables og pyntes - meget festligt, billigt og super lækkert :)

Du kan jo også lave portionis i udhulede appelsinskaller, små keramikskåle tomme kokosnøddeskaller eller hvad fantasien og lejligheden ellers indbyder til.

De skal fryse natten over før de er gennemfrosne og isen skal op 15 min før servering, ellers er den sten hård. ( knap så længe til portionsis )

Velbekomme :)


Senere idag vender David hjem fra Tyrkiet hvor han har været på job nogle dage - det bliver godt at få ham hjem igen - vi savner ham jo :) ( og håber han fandt nogle hyggelige gaver på bazaren i Istanbul.)

Ellers har dagen idag budt på nyvasket sengetøj tørret ude i forårsluften og luftning af dyner - uuh, så sover man altså bare bedre :) og så er der lagt tøj sammen i vildskab - er ikke så god til at vaske løbende, så det bliver en hel masse på en dag, men så er det jo også til en side. - det udmøntede sig så til gengæld i en hel masse strygetøj... hvilket absolut hører til de ting der bare skal overståes her hos mig ....

Aftenens menu bliver hjemmelavede frikadeller med halve bagte kartofler og lidt grøn salat - bare hvis nogle lige kunne bruge lidt inspiration ;)

Ellers vil jeg kastede mig over projekt-fjern-overflødigt-snavs-fra-husets-gulvarealer ...... og hilse af med min pc for nu :)

Der er lige et par stykker der efterspørger en opskrift på the-birkes. Det er et vidt begreb alt efter  om man er fra den østre eller vestre side af Danevang, men her et godt bud hvis man kan lide dem der skal flækkes og smøres eller spises med en skive ost til en kop the eller kaffe.

Har ikke lige et billede af dem :)

Birkes - 16 stk.

1 dl. mælk
½ tsk. salt
50 g gær
425 g hvedemel
1½ spsk sukker
100 g smør/margarine
1 æg
birkes til pynt
1 æg til pensling

smelt smør/margarine som hældes i skålen sammen med mælken. Tilsæt salt og sukker. Når det er lillefingervarmt smuldres gæres ud heri. Rør ægget ud i væsken og tilsæt hvedemelet lidt efter lidt.

Lad dejen hæve en hlav times tid
Slå den sammen og rul den ud i en firkant på et meldrysset bord( lettest hvis dejklumoen formes rektankulært før udrulning) der måler 20 x 65 cm.
Pensl overfladen med sammenpisket æg. Fold 1/3 af dejene ( på den lange led) ind mod midten - pensl overfladen - og fold den anden 1/3 ind over.
Vendes med sammenføjningen nedad.
Pensles med æg og drysses med birkes
Skæres ud i 16 stykker og hæver på en bagepapirklædt bageplade til dobbelt størrelse - ca. 30 min.
Bages ved 180 grader i 12 min.

Spises lune ( ellers opvarmede ).

Velbekomme Anne og Stine :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar