fredag den 20. januar 2012

Liv i frossen jord, hjemmebagt rugbrød og livsbekymringer og-glæder



Så blev det fredag morgen, altid skønt - der er weekend lige om hjørnet. Frosten har skabt et hvidt skær ud over jord og græs og solen har malet dette flotte maleri som kan ses fra mit køkkenvindue :)


Da jeg var ude for at tage billeder ( glæder mig til mit kamerakort kommer hjem igen ;)) så jeg at flere vintergækker og de små erantis kigger op alle vegne - det er så dejlig livgivende - trængte lige til det. Ikke alle morgener her forløber uden konflikter mellem børn og voksne og det her var så en af dem der ikke gjorde - så på en eller anden måde skaber det håb at se blomsterne bryde sig vej gennem frossen jord, det minder mig om, at det er værd at tage brydetag med de svære ting i livet - der er vej gennem frossen jord !!



Den har endda dråber på bladene efter at have optøet frosten og ved siden af er nye små viljestærke spirer på vej op - fantastisk !!




Denne smukke blide julerose som jeg har fået af min mor, står i træbaljen ved vores indgangsdør - den lyser dejligt op i alt det mørke ( billedet her ligger ned, har prøvet alt for at dreje det, men det vil ikke - vender hele tiden tilbage til udgangspunktet ) - hvis jeg skal filosoferer videre er det vel lidt som vi mennesker, måske er vores livsposition ikke så hensigtsmæssig og vi prøver at få den drejet, men det er for svært at få fat og vi tipper tilbage til oprindelig position.... vi må have fat i mennesker omkring os for at få hjælp - og når vi finder de rigtige nøgler til vores liv og sind, så kan opgaven lykkes.
Jeg har en sang i mine tanker idag, jeg sendte verset til en veninde her til morgen og nyder selv at være kommet i tanke om det. Det er en gammel sang af Lina Sandell fra 1865 " Kun en dag et øjeblik ad gangen" og verset er formet som en bøn og lyder sådan her:


Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på sinde løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille ydmyg ånd!


Nogle gange er det bare godt at dele livet op i bidder og øjeblikke, så er det lettere at overskue og når jeg så ovenikøbet husker at benytte mig af tilbudet fra Gud om at give ham alle mine bekymringer og stole på, at han hjælper mig igennem dem, så er der også plads til glæden :) - han har ikke lovet os et liv uden bekymringer og sorger, men han har lovet at hjælpe os igennem dem.
Men jeg sidder her breder duften af nybagt rugbrød sig i huset - uhm, det er bare lækkert og minder mig lige om, at der er ting der skal gøres i dag, så må jeg gå og filosofere imens ;)




Jeg har opskriften fra en god veninde og det er både nemt og lækkert at bage selv. Opskriften følger her hvis nogen har lyst til at prøve selv:


2 liter koldt vand
475 g surdej ( taget fra sidste omgang dej - herunder følger en opskrift til at starte en surdej op selv)
1100 g hvedemel
550 g rugmel
500 g knækkede rugkerne
400 g blandende kerne ( det kan være solsikke, hørfrø, sesamfrø, havregryn, 5 kornsblanding osv)
4 spsk salt


Vand og surdej blandes
Derefter tilsættes de øvrige ingredienser
Der tages 475 g surdej fra, som opbevares i en tæt beholder i køleskabet til næste omgang, kan holde sig flere uger
dejen heldes i en smurt form og hæver ca 12 timer på køkkenbordet
smøres med smeltet margarine ovenpå og bages på nederste rille i 1½ time ved 200 grader.


Afkøles på rist med et fugtig klæde omkring, det gør at skorpen ikke bliver hård.
Skær dem evt. i skiver og frys dem ned i poser, det er også lækkert efter en tur i fryseren.


Opskrift på surdej:
2 dl rugmel

2 dl vand
1 gram gær
røres sammen og sættes på bordet til næste dag og er klar til brug


Så er det bare at gå i gang. God arbejdslyst og velbekomme !!


Weekenden her byder på alle hjemme. Simon og Camilla har forlænget fra efterskolerne - Camilla kommer hjem fra Sydafrica lørdag aften, jeg glæder mig rigtig meget til at høre om deres tur. De har været 14 elever afsted for at hjælpe en kirke i Sydafrica der har børnehave og andre tiltag for områdets børn. 


Inden jeg smutter skal I lige se et par gaver jeg har lavet og givet væk, måske det kan være til inspiration for en og anden. Kopholderen er 2 lag stof med pladevat imellem.









Her er det Miriams stofrester der er blevet til dækkeserviet og kopholder, hun flytter i lejlighed 1. februar og så er det jo dejligt at have lidt med - der var til 2 dækkeservietter og 4 eller 6 kopholdere til de store glad fra Ikea.





og her er det lige blevet til et sæt til min bror. Han er mand i eget hus, er lige flyttet og skulle have noget der både var hyggeligt og maskulint på en gang, synes selv det lykkedes. ( beklager billedkvaliteten...)


Jeg vil ønske alle en herlig weekend - husk nu at dele dine bekymringer, så du ikke skal bære på det hele selv :) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar