Hverdag, misrygtede børn og en ny begyndelse.

Hold da helt fest - det er længe siden jeg sidst har blogget... Jeg tror det er fordi det hele er blevet hverdag nu, så jeg tænker ikke lige så nemt: "Det her må jeg fortælle på bloggen" ....

Vi har fået David hjem i god behold efter en tur i DK - han nyder at være tilbage i stressfrie Uganda og på fredag kommer Miriam, Simon min forældre og svigerforældre og Davids forældre og svigerforældre - det glæder vi os super meget til !!  

Vi nyder virkelig vores liv hernede og det er faktisk helt trist at tænke på, at vi snart begynder at tælle ned til at skulle rejse herfra :( 
Vi er kommet til at kende flere mennesker og holde af dem og af landet og befolkningen i det hele taget - vi må helt klart tilbage igen !

Nå, for at kunne vise jer lidt herfra har jeg har været på jagt i billedarkivet - det gav ikke den store gevinst så jeg tog mit kamera med mig rundt igår så I kan se lidt hverdagsliv .....

Regntiden er startet på disse kanter og himlen har mange dramatiske udtryk, det er som et levende maleri at kigge ud over hækken. 

I går tog David og jeg en lille tur på café Frikadellen - det er skønne omgivelser at sidde i og et rigtig hyggeligt personale, et godt sted at få vendt verdenssituationen og alle drømmene. 

David har mobilt kontor. Ofte sidder han i den store banda og arbejder men i disse dage er her besøg af et team fra en dansk efterskole, så der er liv og glade dage og han fortrak derfor til terassen foran vores hus. Eleverne er super søde og meget høflige og hensynsfulde. Dog vågnede vi med et sæt i nat kl 1, ved råben og hujen, de var sprunget i poolen hele banden - haha :D Desværre måtte David op være mr. lidt skrap og bede om lidt ro - det var helt umuligt at sove og straks blev der ro - fantastisk !! Det var deres sidste overnatning på deres 3 ugers tur, så selvfølgelig skulle der ske lidt ekstra. 

Her ses hele flokken efter en god pandekagebufet, til en samling hvor alle - incl. UCC volontører og Mr. Jespersen, præsenterede sig og fortalte lidt om deres liv, virke og drømme.

Vores lille mis vokser helt gevaldigt og er akkurart lige så fræk som hun ser ud - hun er totalt legesyg og basker efter alt hvad der bevæger sig. Hun bider også i alt og alle og mangler tydeligvis sit kuld at tumle  med, så vi går alle rundt med rifter og skrammer efter hende. 

Jeg var på besøg på babyhjemme i lørdags, det sker ikke så ofte, da jeg synes det skaber meget uro end hygge for børnene når vi dukker op for en kort bemærkning, men i lørdags var vi der et par små timer og hyggede. Her er jeg flankeret af Emily og Maria som er sponsoreret af henholdsvis Miriam og Camilla - et par rigtig skønne piger med hver deres barske historie. - dem kan I læse nederst på siden. Camilla er igang med at nedskrive historierne om alle børnene på babyhjemmet.

David er her i selskab med Aitjakko og Gavin. De sidder og kigger på google map. Aitjakko, som er ansat som pedel/dagvagt for Carsten, havde vist aldrig set et verdenskort før og var dybt imponeret over hvor stor verden er. Da David så gik over på satelitvisning og de kunne finde Masaka og derefter hans hus var han virkelig imponeret. Det er altid sjovt at være med til at udvide andres horisont. Gavins tante/adoptionsmor bor i Burmingham, så han ved meget og er i det hele taget meget begærlig for at udvide sin horisont. Han drømmer om at kunne tage en universitetes-uddannelse i udlandet, gerne England, og så rejse tilbage og bruge den i UG. 

 Volontørtøserne i en velfortjent eftermiddagspause. I aften har de inviteret om til sig og spise, det glæder vi os til. Vi har det sjovt og godt sammen og deler både alvor og pjank. 

I må lige døje med endnu et billede af udsigten. Midt i den lyse himmelstribe kan man se regnen falde over et fjernt område. 

Jeg ved ikke lige om mere interessant at fortælle i denn runde så jeg vil slutte af at dele Emily og Marias historier med jer - skrevet af Camilla, jeg har bare fået lov at låne dem. 

 Emily kom til UCC mens Miriam var volontør hernede og selvom hun havde et sponsorbarn i forvejen, måtte hun bare have Emily også. 

Mandag den 18. maj 2010 blev lederen af UCC’s babyhjem ringet op af en sygeplejerske fra det lokale hospital i Masaka. Sygeplejersken informerede hende om at et par brandmænd havde indleveret en lille spæd pige, som var blevet fisket op af et af de afrikanske lokummer – altså et hul i jorden.
Hun kontaktede UCC for at der kunne laves lidt forberedelser til lille baby Emilys ankomst til babyhjemmet. Emily var først et par dage på hospitalet, for at hun kunne blive vasket og få et helbredstjek, da hun havde tilbragt et stykke tid i en bunke afføring og hendes mave var voldsomt opsvulmet.
Fredag blev der igen ringet fra hospitalet. Denne gang hastede det! Hvis Emily ikke blev hentet hurtigt, var der chance for at nogle ville stjæle hende fra hospitalet i løbet af weekenden.
I Uganda er piger nemlig meget værdifulde, fordi de kan bruges som hushjælp gennem deres opvækst. Når de så er blevet gamle nok til at blive bortgiftet, slipper familien for at tage sig mere af dem og til gengæld får de en brudepris fra den mand pigen får, som består af penge, køer eller andre værdifulde ting.
Derfor blev lille Emliy hurtigt hente fra hospitalet. Men ikke længe efter baby Emliys ankomst til babyhjemmet, måtte hun tilbage og indlægges på hospitalet i 3 dage, da hun blev ved med at kaste op. Dagene på hospitalet hjalp hende til at komme sig og efter det begyndte hun at kunne drikke modermælkserstatning fra en sutteflaske.
Masser af kærlighed og omsorg har været med til at hjælpe lille Emliy gennem den hårde kamp, som de første uger af hendes liv har været.
Nu er hun blomstret meget og fylder snart 3 år. Kender man ikke historien om hende, så ville man ikke være klar over det svigt hun har været igennem så tidligt i livet. Hun er blevet fyldt med masser af kærlighed lige fra starten og det ses tydeligt på den tillid hun har til folk! Et smil kan være lidt svært at få af den generte pige, men når det kommer, så smelter ens hjerte!

Bilen hun står med her er en del af en taske med legetøj  David havde med fra en veninde i Danmark.
Han gav den til Emily i lørdags og hver gang en af de andre børn ville se den eller prøve den, sagde hun en hel masse på luganda, hvoraf vi kun forstod Davidi og autocar, hvorefter hun gemte den i kjolen. Der fik David vist lige en ekstra stjerne. 

Lille Maria blev bragt til UCC kort efter vi var kommet og Camilla besluttede, at selvom hun også havde et sponsorbarn i forvejen, måtte hun bare have Maria. 

Lille baby Maria på omkring 1,5 år er et af de nyeste skud på stammen, når det gælder den nu store familie på UCC’s babyhjem i Kyabakuza. I slutningen af januar 2013 efterlod hendes mor hende ude foran en Kitovu katedral, som er en kirke hvor mange katolikker kommer for at få mirakler fra en død helgen som de kalder Fader Ngobya. De tror at så længe de beder gennem ham til Gud, så sørger han for at de får hvad de har bedt om. Moderen henvendte sig her til en flok børn der legede udenfor kirken og spurgte om de ikke ville holde øje med den lille babypige, mens hun var væk.
Næste morgen lå den lille baby våd, sulten, kold og mutters alene der hvor hun var blevet lagt dagen før. Børnene havde glemt alt om hende og var taget hjem efter endt leg, men ingen mor var kommet tilbage efter den stakkels pige. Heldigvis kom der en venlig sjæl forbi senere på dagen, som tog den kolde lille baby hen til politiet. Politiet kontaktede derefter UCC og gave dem midlertidig varetægt, mens sagen om babypigens efterladelse blev undersøgt. Ingen familie til lille Maria er dog blevet fundet endnu.
Gennem hele processen har baby Maria virket til at være godt tilfreds med hvem end der har holdt hende, det er et tegn på at hun har været vandt til at blive passet af mange forskellige mennesker. Da hun blev fundet havde hun en fin vægt og så ikke underernæret ud, men hendes hår var misfarvet hvilket er et tegn på en form for fejlernæring. Hendes alder på 1,5 år kan man ikke rigtig vide, men den er dømt ud fra de tænder hun har. Hvis man ser bort fra tænderne ville man ikke have nogen idé om at hun var så gammel. Da hun kom til babyhjemmet kunne hun sidde selv, men benene var helt slappe og tynde og hun brugte dem overhovedet ikke. Hun var lille af vækst og hendes hænder var altid knyttet som en lille babys og hun kunne heller ikke spise selv.
Nu har hun været på babyhjemmet i et par måneder og der ses allerede store fremskridt. Hun reagerer nu på hendes navn, pludre løs og smiler når en hun kender, leger med hende. Maria kan stadig hverken gå eller kravle, men benene spjætter lystigt og hun formår at skubbe sig en lille smule rundt, hvis der er noget hun virkelig gerne vil have fat i. Der bliver stadig trænet meget med hende og ingen er i tvivl om at hun med tiden vil indhente de ting hun aldrig har lært.

Det er fantastisk at se, hvordan fuldstændig forkastede og misrygtede børn kan live op og blive glade og tillidsfulde ved at være omgivet af mennesker der elsker dem og vil dem til både ånd, krop og sjæl.

Tak for lån af historier og billeder Camilla :)